02

Jul

Nyt fra Zambia

Nyt fra Zambia

I maj afsluttede Peter 85 timers undervisning på Kaniki Bible College i faget 1. Mosebog – bl.a. Trosudfordringer – med to afsluttende eksaminer af de 32 elever. –Med denne del af årets program afviklet, forberedte vi os nu på tre af vore udenlands rejser i Africa. Først til Uganda.
Men før dette havde vi et kort men effektivt besøg af Brian, Arnbjørn og Philip fra Midtjyllands Frikirke. Brian tog med Clara Marie og mig i en tjeneste weekend i Solwezi ca 300km op i N/V provinsen. Vi så mennesker blive frelst i den weekend og mange andre styrket i deres vandring med Jesus. En indsamling til forfulgte kristne i Nord Korea kom op på omkr. Kr 2.700 fra menigheden i Solwezi.


Kort efter skulle jeg flyve til Uganda. Alt var klar. Så gik jeg ned med en ordentlig omgang influenza. Min billet blev ændret til en uge senere. Men vores gode ven, Paul Settatree, pensioneret advokat fra Wales, ankom på den dag jeg skulle have været der, og med løbende aftaler på tekst-telefon , kunne Paul udføre nogle vigtige opgaver i mit fravær. Vi var sammen i en uge i Soroti og Mbale og havde en stærk oplevelse af at være lige midt i Guds vældige planer for Nord Uganda. Min taknemmelighed til Gud og til jer som finansierede min rejse kender ingen grænser. Det var så vidunderligt at kende Helligåndens bekræftelse over vore møder med strategi, styrkelse af relationships mellem medarbejdere fra flere kirker og organisationer.


Den 5. Juni blev Maybin Sichangwa, vores pastor i Miracle Centre ACZ i Mushili, Ndola, GIFT med sin JUDITH. Det er nu 4½ år siden Maybin tragisk mistede sin kone Fanny og var alene med sine 4 døtre. De betragter Clara Marie og mig som deres bedsteforældre, og vi er meget tæt på dem. Så vores glæde over at Maybin nu er gift med en kone, som pigerne valgte at kalde Mor selv før brylluppet, er stor. Gud er god!


Dagen efter hjemrejsen fra Uganda kørte vi til Mkushi, hvor jeg er med i bestyrelsen for Chengelo School. Hvorfor er jeg med der? –Fordi hver gang jeg har villet trække mig, har Helligånden ikke tilladt mig det. Chengelo Skole er en umådelig vigtig del af Guds Riges arbejde i Zambia. I forbindelse med skolen er der også en lokal menighed , hvor Tove og John Thomsen nu er engageret. Lørdag eftermiddag deltog Clara Marie en velkomst særlig arrangeret for Tove Thomsen af kvinderne på skolen og i menigheden.


I ugen efter deltog jeg i rådsmøder i Apostolic Executive Council, ANEC. Det blev en af de helt store oplevelser for mig. Nogle utroligt vanskelige ledelsesmæssige forhold har været genstand for Clara Maries og min (og andres selvfølgelig) forbøn i flere måneder. Jeg talte ind i situationerne i januar i år, men blev ikke forstået og derfor modsagt. Men nu blev de selv samme ting bragt op igen af et par af vore Zambianske brødre. Udviklingen i kirkerne i det sidste halve år har nemlig bekræftet en del af det jeg sagde profetisk i januar. Tiden var nu moden. Og flere vigtige beslutninger blev taget, hvor jeg bare med stor (skjult) begejstring og benovelse var vidne til, at Gud suverænt greb ind. Og WOW, hvor jeg så Guds stærke Ånd tage fat i nogle af brødrene. Halleluja.


Sidste weekend i juni var Clara Marie og jeg på tjenesterejse til Lusaka og Kabwe. Det kræver et brev for sig at forklare, hvad Gud gjorde på disse besøg. Vi er så opmuntrede og glade over at se Guds Hellige Ånd virke.
 

I dag skal vi til en festlighed på KBC, hvor der bl,a, er officiel velkomst for det nye par, som leder bibelskolen. Mangeårige venner fra Mkushi til aftensmad og overnatning hos os, og en anden samling i morgen med afsked for Miriam Frederiksen, som på mandag rejser med sine forældre, Torben og Ingrid til Danmark.


Senere i juli er vi 2 uger i Mozambique sammen med to pastorer, og i august satser vi på at være i Congo 1 – 2 uger. TAK for forbøn.
 

Med vore bedste og kærlige hilsener og ønsket om en god sommer for jer alle i Åben Kirke,

Clara Marie og Peter.
 

Hvem er vi?

Navnet siger det hele... Åbenkirke.
Vi er en åben kirke for alle. Om du er single eller gift med eller uden børn, ung eller gammel, uanset hvor du er fra eller hvad du har gjort er åbenkirke.dk for dig. Vi vil gerne invitere dig til at kontakte os eller mød os til et af vore mange arrangementer i herning. Læs mere