SMART-frivillighed

Åbenkirkes guldæg er de mange frivillige, som hver uge gør en enestående indsats, for at give alle der kommer i kirken, den bedst mulige oplevelse. Vi er stolt af vores frivillige, men vil gerne have endnu flere. Derfor har vi udarbejdet nogle værdier, en slags grundlov, der skal sikre at frivillighedskulturen fremmer størst mulig trivsel og udvikling hos den enkelte og i forhold til kirkens mission.
De fem værdier, som vi kalder "SMART-frivillighed" står for Samarbejde, Meningsfylde, Ansvarlighed, Respekt og Træning. De følger herunder med en lille forklaring.
Samarbejde
Som frivillig i Åbenkirke er du en del af et team. Vi lægger vægt på samarbejde, både fordi vi er stærkere sammen og fordi det er den bedste måde at udvikle sig som menneske. Samarbejde forudsætter åbenhed, gode relationer og klarhed om målet og den enkeltes opgave. Det er teamlederens opgave at sikre, at de værdier fastholdes og udvikles.
Meningsfylde
Det skal give mening og tjene et formål at være frivillig i Åbenkirke. Formålet skal både være forbundet med kirkens overordnede mål og den enkeltes evner og interesser. Det er vores målsætning, at alle frivillige føler sig værdsat og informeret om nærmeste leders forventninger samt kirkens overordnede mål og resultater.
Ansvarlighed
Frivillige i åbenkirke vises tillid og tilbydes ansvar. Skal det opretholdes og udvikles, forudsætter det, at den enkelte udviser ansvarlighed og stabilitet i forhold til kirken og det team man er en del af. Når en medarbejder skifter arbejdsområde eller funktion, gøres det under størst mulig hensyntagen til de berørte.
Respekt
Som medarbejdere i Åbenkirke behandler vi hinanden hensynsfuldt og med respekt. Omgangstonen er ærlig, men hensynsfuld og båret af troen på den enkelte. Teamledere har ansvaret for teamets trivsel og skal sikre, at ingen overbebyrdes med opgaver. Når det skønnes væsentligt for den fortsatte trivsel hos den frivillige eller dennes familie, opmuntres til tjenestepause.
Træning
I Åbenkirke er det en leders opgave at hjælpe andre til at vokse og udvikles. Lederen sikrer dette ved at involvere sine teammedlemmer i opgaver der udfordrer, men også ved at tilbyde opfølgende evaluering. Lederen bør ligeledes tilse, at dialogen med teammedlemerne er åben, tillidsfuld og konkret, så den fremmer det fælles mål og den enkeltes ønske om udvikling.








