Vedtægter for Åbenkirke
§ 1. Navn og hjemsted.
Menighedens navn er Åbenkirke, og dens hjemsted er Herning kommune.
§ 2. Formål
Stk. 1.
Menighedens formål er at udbrede evangeliet og etablere menigheder i Danmark såvel som i andre lande. Biblen er rettesnor for menighedens lære, ledelse og virke, hvilket er nærmere beskrevet i ”Åbenkirkes værdigrundlag” og ”Åbenkirkes forretningsorden”. Disse retningslinjer gælder for menighedens medlemmer og ledelse.
Stk. 2
Åbenkirkes tilknytning til landsorganisationer og netværk fremgår af kirkens forretningsorden.
§ 3. Menighedens virke.
Stk. 1.
Åbenkirkes virke består i:
1. Oprettelse og drift af menigheder.
2. Afholdelse af konferencer og kurser.
3. Udsendelse af missionærer.
4. Udgivelse og salg af litteratur og andre produktioner i overensstemmelser med menighedens formål.
Stk. 2.
Andet virke, der fremmer Åbenkirkes formål, kan tages op, herunder skolevirksomhed, legestue, børnehave, sociale tiltag m.m..
§ 4. Sikkerhed/forpligtelser.
Stk. 1.
Åbenkirke er en selvstædig juridisk enhed, som alene ved dens ejendele hæfter for indgåede forpligtelser. Dens formue kan ikke stilles som sikkerhed for medlemmernes private gæld.
Stk. 2.
Lederrådet og medlemmerne hæfter ikke personligt for dens forpligtelser.
§ 5. Medlemmer
Stk. 1.
Som medlem af menigheden kan optages personer, der anerkender Åbenkirkes værdigrundlag og forretningsorden, jfr. § 2,stk.1., og følger de til enhver tid gældende betingelser for optagelse som medlem, som findes beskrevet i materialet ”Intro til Åbenkirke”. Et medlem kan til enhver tid efter eget ønske, ved skriftlig henvendelse til kirkens kontor, melde sig ud af kirken eller begære medlemskabet flyttet til en anden kirke.”
Stk. 2.
Lederrådet har den endelige afgørelse mht. medlemsoptagelse og ekskludering, jfr. forretningsordenen.
§ 6. Årsmøder
Stk. 1.
Der afholdes 1 gang om året et årsmøde, som har øverste beslutningsmyndighed for så vidt angår godkendelse af lederråds-medlemmer, ændringer af vedtægter og beslutning om menigheden opløsning samt de til menigheden hørende midlers anvendelse i så tilfælde.
Stk. 2.
Herudover ledes menigheden af den i § 7 nævnte lederråd. Lederrådet indkalder til årsmøde og evt. ekstraordinære årsmøder ved opslag i menighedens lokaler eller i menighedens nyhedsbrev mindst 8 dage før mødets afholdelse. Opslaget skal ud over tid og sted også angive dagsordenen for mødets afholdelse.
Stk. 3.
Kun medlemmer i Åbenkirke har stemmeret. Beslutninger på et årsmøde træffes ved simpelt flertal af de fremmødte medlemmer, med mindre andet er bestemt i vedtægterne.
Stk. 4.
Årsmødet ledes af præsteteamets leder eller dennes stedfortræder, som også udpeger en sekretær som referent fra årsmødet.
§ 7. Lederrådet
Stk. 1
Åbenkirke ledes af et lederråd, der består af 5 – 7 medlemmer. Lederrådet indstiller selv nye medlemmer efter behov. Lederrådsmedlemmer sidder for 2 år ad gangen, dog sådan at højest halvdelen af rådet er på valg ved årsmødet. Der er mulighed for genvalg.
Indstillingen fremlægges til godkendelse på et Årsmøde. Indstillingen anses for godkendt ved almindeligt stemmeflertal.
Stk. 2.
Lederrådet konstituerer sig med en formand, som er den af lederrådets præster, som ikke er teamleder for menighedens præsteteam. Samtidig vælges en næstformand der repræsenterer formanden i tilfælde af dennes fravær eller eventuelle inhabilitet. Endvidere vælger lederrådet en kasserer og sekretær. Posterne som såvel kasserer og som sekretær kan godt bestrides af menighedsmedlemmer, som ikke samtidig er lederrådsmedlemmer.
Stk. 3.
Lederrådet samles ordinært mindst 4 gange om året, men kan i øvrigt samles, når formanden eller mindst 2 medlemmer ønsker det. Indkaldelse sker skriftligt med mindst 1 uges varsel.
Stk. 4
Lederrådet er beslutningsdygtig når mindst halvdelen af dets medlemmer er fremmødte. Der tilstræbes enstemmighed i alle spørgsmål. Ved stemmelighed er formandens stemme afgørende. Er et beslutningsdygtigt flertal ikke til stede, indkaldes til nyt møde med 8 dages varsel og med angivelse af dagsordenen samt oplysning om, at bestyrelsen ikke var beslutningsdygtig ved sidst afholdte møde. Ved dette møde er bestyrelsen beslutningsdygtig uanset det fremmødte antal medlemmer
Stk. 5.
Lederrådet godkender årsbudgettet og løbende budgetrevideringer, herunder lønpolitikken for menighedens præster. Det daglige ansvar for driften er uddelegeret til præsteteamet, jfr. Forretningsordenen.
Stk. 6.
Lederrådet ansætter præsteteamets leder og den administrativt ansvarlige præst.
Stk. 7.
Såfremt ikke andet fremgår af vedtægterne træffes beslutninger i lederrådet ved simpelt flertal.
Stk. 8.
Afgørelser om køb og salg af fast ejendom, optagelse af lån, og andre forpligtelser i forbindelse med fast ejendom forudsætter flertalsafgørelse og fremmøde ved mindst 2/3 af lederrådets medlemmer
Stk.9.
Præsteteamet udarbejder forretningsorden, som godkendes af lederrådet.
§ 8. Beslutningsreferater
Stk. 1.
Der føres beslutningsreferat for såvel årsmøder som lederrådsmøder.
Stk. 2.
Beslutningsreferatet fra årsmøderne underskrives af formanden, præsteteamets leder og referenten. Udskrifter af beslutningsreferatet, bekræftet af nævnte 2 parter, er fuldt juridisk gyldigt bevis for trufne beslutninger overfor tredjemand.
Stk. 3.
Beslutningsreferater fra lederrådsmøder underskrives af mødedeltagerne.
Udskrifter af underskrevne beslutningsreferater, er gyldigt bevis for trufne beslutninger overfor tredjemand.
Stk. 4.
I beslutningsreferatet skal der 1 gang årligt i forbindelse med de indførte beslutninger anføres navnene på bestyrelsesmedlemmer med tilføjelse af, hvem der er formand, næstformand, kasserer og referent.
§ 9. Regnskab
Stk. 1.
Regnskabsåret følger kalenderåret.
Stk. 2.
Lederrådet udpeger en kasserer, der forestår det daglige bogholderi.
Stk. 3.
Hvert år udarbejdes et årsregnskab, som omfatter alle aktiviteter under Åbenkirke.
Stk. 4.
Årsregnskabet skal revideres 1 gang om året af en revisor, der udpeges af Lederrådet. Lederrådet godkender regnskabet hvert år senest den 1. juli.
§ 10. Tegningsregler
Stk. 1.
Menigheden forpligtes ved underskrift af formanden og næstformanden i forening.
Når lederrådet finder det formålstjenligt, kan der udstedes fuldmagt til medarbejdere til at indgå aftaler på menighedens vegne.
Fuldmagt skal fremgå af et beslutningsreferat fra et Lederrådsmøde eller af skriftlig fuldmagt fra formand og næstformand i forening.
Stk. 2.
Hvor intet andet fremgår af beslutningsreferatet eller vedtægterne, har formanden og næstformanden i forening fuldmagt til at tegne foreningen, f.eks. ved indgåelse af lejemål, optagelse af lån i pengeinstitutter, underskrift af dokumenter ved køb og salg af fast ejendom, administration overfor pengeinstitutter og postvæsen, og personaleledelse herunder ansættelse og opsigelse af medarbejdere, jfr. forretningsordenen.
§ 11. Vedtægtsændringer.
Stk. 1.
Ændringer i disse vedtægter kan kun ske efter beslutning herom er taget på 2 ekstraordinære årsmøder, som afholdes med mindst 14 dages mellemrum, og som er varslet på lovlig vis med forslag om vedtægtsændringer på dagsordenen.
Stk. 2.
Beslutning om vedtægtsændringer kræver, at 2/3 af de fremmødte menighedsmedlemmer på hvert af de nævnte årsmøder stemmer herfor.
§ 12. Deling og eventuel opløsning.
Stk. 1
Hvis en del af menigheden udskiller sig fra Åbenkirke, har den ingen krav på menighedens ejendele.
Stk. 2.
Opløsning af Åbenkirke kan kun finde sted, efter at beslutning herom er taget på 2 ekstraordinære årsmøder, der afholdes med mindst 1 måneds mellemrum, og som er indvarslet på lovlig vis med forslag om opløsning på dagsordenen.
Stk. 3.
Beslutning om opløsning kræver, at 2/3 af de fremmødte medlemmer på hvert af de nævnte årsmøder stemmer herfor. Menighedens likvidationsprovenu eller overskud ved opløsning skal tilfalde en anden forening eller religiøst samfund mv. som er hjemmehørende her i landet eller i et andet EU/EØS-land og har et almenvelgørende eller på anden måde almennyttigt formål. Dette sker efter lederrådets indstilling og ved simpelt flertal på et af de to årsmøder.
Ovenstående vedtægter er vedtaget på årsmødet d. 07.06.09 og fremlægges ved ekstraordinært årsmøde d. 28.06.09 til endelig godkendelse.
Herning, den 28. juni 2009