Administrator stopper igen

fre, 10/02/2012 - 21:26

Mads Jakobsen

Åbenkirke må sige farvel til Mads Jakobsen som brøkdelsansat på kirkens kontor allerede efter 5 måneder. Mads Jakobsen blev ansat pr. 01.09.11, som administrator for Åbenkirke i et forsøg på at frigøre Niels-Peter Hedegaard til nogle af de pastorale opgaver som presser sig på i kirken. Sideløbende med 1 dags ansættelse i Åbenkirke og 1 dag som SommerCamp idéudvikler har Mads desuden arbejdet i Designa køkkener. 

 

Pga. nedskæringer dér har Mads måttet lede efter et nyt arbejde. Glædeligvis er det lykkedes. Mads er således blevet ansat pr. 01.02.2012 ved landsforeningen YFC som administrator.

 

Desværre betyder det at Mads er nødt til at koncentrere sin opmærksomhed om hhv. jobbet som YFC-administrator og SommerCamp-udvikler for Apostolsk Kirkes netværk i Danmark. Mads har derfor sagt sin stilling i Åbenkirke op pr. 01.02.2012.

 

"Det er drønærgerligt, men desværre er det blevet virkeligheden efter at Mads Jakobsen mistede sin supplerende ansættelse i et køkkenfirma, og efterfølgende har fundet et arbejde med flere timer i landsforeningen YFC. Og selvom det jo er forståeligt nok, så ærgrer det mig jo rigtigt meget, for Mads passer godt ind i medarbejdergruppen i kirken", forklarer Niels-Peter Hedegaard. "Det er lidt ligesom at blive slået hjem i Ludo. Ligesom vi troede at stå overfor en forbedring af nogle processer i kirken bliver vi overrumplet af at vi mister en administrativ udvikler. Forhåbentligt betyder dette blot, at vi andre løber stærkere, så Mads' fravær ikke mærkes - men reelt vil der være risiko for administrative ting som falder mellem stole, langsommere opsamling på administrative henvendelser og træghed i processerne. 

 

Stillingen bliver ikke slået op igen lige her og nu, men vi er da som kirke på udkig efter en person, som kan fungere både i opgaven og den lidt særprægede arbejdsform med relativt få lønnede timer og det store overblik."

 

Mads Jakobsen og hans kone Camilla (og deres to børn) vil fortsat være at finde i kirken, Mads dog fremover som ulønnet frivillig medarbejder, når der er mulighed for det.

Skriv kommentar

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.
CAPTCHA
Dette spørgsmål tester hvorvidt du er et menneske og forhindrer automatisk indsendelse af spam.