Stillegudstjeneste
I den hektiske hverdag kan man i stillegudstjenesten træde ind i et meditativt rum. Det er muligheden for at komme ned i gear og sammen med andre finde roen og have fokus på eftertanken.
– Det moderne og travle menneske har behov for at opleve stilheden og fordybelsen, siger Andreas Jørgensen.
Han er en del at et mindre team, der jævnligt inviterer til såkaldte stillegudstjenester i Åbenkirke.
– Vi ønsker at skabe et andet gudstjenesterum. Vores stillegudstjenester er ikke en konkurrent til gudstjenesterne om søndagen. De er snarere et supplement. Alle mennesker kan have brug for at møde Gud i et rum, hvor der er plads til meditation og eftertænksomhed, siger Andreas Jørgensen.
Forudsigeligt koncept
Stillegudstjenesterne gennemføres efter et nogenlunde genkendeligt og forudsigeligt koncept. Når de fremmødte går ind i mødesalen, bliver de budt velkommen af levende lys og stille meditativ musik. Stolene er sat i rundkreds, så man kan have øjenkontakt med hinanden.
– Rammen er anderledes end ved søndagsgudstjenesten. Det er for at understrege, at vi deltager i et arrangement, der både i form og indhold er forskelligt fra den mere almindelige gudstjeneste, forklarer Andreas Jørgensen.
Ned i tempo
Stillegudstjenesten starter med to til tre stille sange. Den ledsagende musik er enkel og afdæmpet. Hensigten er, at deltagerne kan fokusere på sangenes tekstindhold. Efterfølgende bliver en bibelsk salme eller et digt læst op, og der læses to gange. Tempoet er neddroslet for at åbne op for, at tekstens ord kan bundfælde sig.
– Vores hverdag er præget af hurtige og mange skift. I stillegudstjenesten har vi et ønske om at gå fra hurtighed til langsomhed, fortæller Andreas Jørgensen.
Tradition for fordybelse
René Justesen har sammen med sin kone Helen været trofaste mødedeltagere på stillegudstjenesterne.
– Vi er en del af Åbenkirke, som er en meget moderne kirke. Jeg er glad for at komme til søndagsgudstjenesterne. Der er bare ikke tid til så meget fordybelse ved disse gudstjenester. I den oprindelige urkirke var der tradition for fordybelse. Denne gamle tradition er blevet genopdaget. Min kone og jeg er blevet opmærksomme på den meditative tilgang til troen. Jeg får et behov for fokus og fordybelse opfyldt ved at være med i stillegudstjenesterne, siger René Justesen.
Meditation med handling
Den meditative del af gudstjenesten tager især form, når en YouTube-lydfil af Ole Skærbæk Madsen toner ud i rummet. Ole Skærbæk Madsen er teolog og idémand bag konceptet Christfulness. Med sin stemme guider Skærbæk Madsen deltagerne ind i en meditativ tilstand. Det kan være, at deltagerne skal forestille sig, at Kristus står lige foran dem for at formidle fred og ro ind i deres liv.
Efter meditationsdelen er der et oplæg, som kan handle om, at man kan fralægge sig sine bekymringer.
– Det er vigtigt, at oplægget giver mulighed for handling. Dette kan for eksempel ske ved, at de fremmødte hver især kan tage en sten. Og de kan skrive en bekymring på stenen og lægge den oppe ved et kors, der er i salen. Hermed kan man handle konkret. Det, man har båret rundt på i hovedet eller i hjertet, kan man få ud gennem hænderne, siger Andreas Jørgensen.
Gudstjenesten slutter med nadver og bøn.
– I vores bøn forsegler vi det, vi har haft og oplevet sammen igennem gudstjenesten. Vi ligesom slutter ringen, siger Andreas Jørgensen.
Stillegudstjenesterne er for alle
Arrangørerne af stillegudstjenesterne understreger, at møderne er et tilbud til alle, som ønsker en time med rum til stille musik, fordybelse, eftertanke og nadver.
Det er både medlemmer af Åbenkirke og folk fra andre trossamfund, der møder frem til arrangementerne.